Seværdigheder

Narsarsuaq Museum

Museet ligger i den store røde træbygning lige syd for terminalen. Bygningen var headquarters for den amerikanske base Bluie West One i perioden 1941-58, da Narsarsuaq var en amerikansk militærbase. Museet har en stor samling af billeder og genstande fra amerikanertiden og en udstilling om nordboerne. Udenfor museet står en stenstatue, der forestiller Erik den Røde til hest. Den er udført af Jens Kjeldsen, Aasiaat. Bag villakvarteret ses to gamle grotter, der går ind i fjeldet. De er sprængt ud af amerikanerne i 1941-42. Den sydligste af grotterne blev anvendt til beskyttelsesrum. Den nordlige blev aldrig anvendt, da der siver vand ned i grotten.

Mindesmærker

Overfor lufthavnsterminalen står en stor sten med runeinskriptioner. Den er opstillet i år 2000 i anledning af 1000-året for Leif den Lykkeliges opdagelse af Amerika og indførelsen af kristendommen i Grønland. Ovre på fjeldvæggen bag legepladsen ses et bronzerelief af den japanske polarrejsende Naomi Uemura. Et tilsvarende relief findes på Hotel Narsarsuaq.

Hospitalsdalen

Et par kilometer udenfor Narsarsuaq ligger Hospitalsdalen. Her havde amerikanerne et stort hospital fra 1943-58. Der var 250 sengepladser og et stort antal barakker, der alle var knyttet sammen af gange. I dag er det meste fjernet, bortset fra en stor stenbygget skorsten, der stod i personalets dagligstue. Der var 20 sygeplejersker og to læger på hospitalet.

Blomsterdalen

Fra Hospitalsdalen fører en jord- og grusvej videre ind i landet. Efter ca. ½ times gang når man et lavt pas, og herfra er der fin udsigt over Blomsterdalen. Der er her et skønt klima og frodig vegetation, især langs den lille elv der løber ned gennem dalen. Den nærmeste fåreholder har anlagt marker i dele af dalen. Betræd venligst ikke græsset. Det bruges til vinderfoder.

Den døde bræ

Fra Blomsterdalen fører en sti videre op i fjeldet langs med et stort vandfald. Denne sti fører til indlandsisen. Efter at have gået opad ca. 45 minutter, nås et plateau med nogle søer. Herfra går ruten videre nedad med flot udsigt til den såkaldte døde bræ. Den hedder sådan, da den ikke når ud til havet og kælver is i fjorden. Det er ca. 3000 år siden, at den sidst nåede ud til havet. Siden har den trukket sig tilbage. Den bevæger sig dog fremad ca. 30 cm om dagen, men da afsmeltningen er større, svinder den langsomt ind. Turen fra Hospitalsdalen og til isen varer 6-7 timer tur/retur.

Helikopterbugten

Lige syd for Narsarsuaq ligger en lille bugt med en god badestrand. Om sommeren er her til tider varmt som i Sydeuropa, da bugten ligger i læ og vender mod syd. Lokale fra Narsarsuaq tager gerne om til Helikopterbugten om sommeren for at fiske og grille. Man skal sejles om til bugten, da der ikke er sti fra Narsarsuaq.

Qassiarsuk

Overfor Narsarsuaq, på den anden side af fjorden ligger Qassiarsuk, der er en fåreholderbygd med ca. 50 indbyggere. Bygden er et interessant sted at besøge . Der er herfra mange vandreruter – både endagsture og videre ruter til fjernere fåreholdersteder – endda helt til Narsaq, der er den nærmest by (ca. 50 km). I Qassiarsuk ligger ruinerne af Erik den Rødes boplads ”Brattahlid”. Der findes ruiner af en større gård fra middelalderen med kostald og kirke samt rekonstruktioner af en vikingetidsgård og -kirke. Lige overfor den nutidige kirke findes desuden en lille kirkeruin, som muligvis er resterne af ”Tjodhildes Kirke”, der blev bygget af Erik den Rødes kone.

Igaliku

Omtrent en halv times sejlads syd for Narsarsuaq ligger Itilleq, hvorfra der er en grusvej til fåreholderbygden Igaliku. Turen tager ca. en time til fods. Igaliku har ca. 30 indbyggere. Desuden er der et antal sommerhuse i bygden. Igaliku hed Gardar i middelalderen. Gardar var nordboernes bispesæde og stedet for nordbernes årlige tingsamlinger. Her ses resterne af en bispegård med store kostalde, samt fundamentet af landets domkirke. De nuværende stenhuse i Igaliku er bygget af sten fra det gamle bispesæde.